potentialeindsatsen
Metode
Hos PotentialeIndsatsen arbejder vi med en helhedsorienteret og individuelt tilpasset tilgang til støtte af unge udsatte i alderen 18 til 30 år. Vores metode tager afsæt i flere centrale elementer, som tilsammen danner grundlaget for en stabil og ligeværdig støtteindsats.


1. Individuel tilpasning og med udgangspunkt i VUM
Vi indleder vores indsats ved at udarbejde en grundig vurdering af borgerens behov gennem Voksenudredningsmetoden (VUM). Dette sikrer, at støtten tager udgangspunkt i den enkeltes ressourcer, ønsker og behov, og at indsatsen er målrettet og effektiv. Ved hjælp af VUM skaber vi et klart overblik over, hvilke områder borgeren har brug for støtte til, og hvordan vi bedst kan hjælpe dem med at opnå deres mål. Den unge er med i hele denne proces.

2. Motiverende samtaler (MI)
Motiverende Samtaler er en central del af vores metode. MI er en evidensbaseret samtaleteknik og tilgang, der styrker menneskers motivation for forandring. Det er den unge der er i fokus. Det er et paradigmeskifte, da det ikke er andre der ved bedst men det er den unge der er ekspert i eget liv. Det er med troen på at motivation til forandring skal komme indefra. Ansvaret for eget liv gives tilbage. Det er en tilgang der er i samme ånd som Housing First-tilgangen.

3. Relationsarbejde og tillid
Vi lægger stor vægt på relationsarbejdet, da en tillidsfuld relation mellem den unge og medarbejder er afgørende for et vellykket forløb. Vi møder de unge med anerkendelse og respekt og bruger empowerment til at styrke deres tro på egne evner. Dette skaber et solidt fundament, hvor vi sammen med den unge kan arbejde mod deres mål.

4. Faseinddelt CTI-forløb
Vores indsats er struktureret i et faseinddelt CTI-forløb (Critical Time Intervention) over 9 måneder, som er opdelt i tre faser:
Fase 1 (1.-3. måned): Overgang fra forsorgshjem til egen bolig. Her er fokus på etablering i boligen og udarbejdelse af en CTI-plan. Kontakten mellem borger og medarbejder er mest intensiv i denne fase.
Fase 2 (4.-6. måned): Fastholdelse af boligen. I denne fase tilpasses og afprøves CTI-planen, og der arbejdes med botræning, mestringsstrategier og opbygning af netværk.
Fase 3 (7.-9. måned): Afslutning af forløbet. Her fokuseres der på at nedtrappe støtten og forberede borgeren på en selvstændig livsførelse. Der udarbejdes en plan for langsigtet støtte, hvis nødvendigt.

5. CTI-Light – Mulighed for forlængelse
Hvis borgeren har behov for yderligere støtte efter det oprindelige 9-måneders forløb, tilbyder vi et CTI-Light-forløb, som giver ekstra 3 måneders støtte i begrænset omfang. Dette forløb sikrer en glidende overgang til en mere selvstændig tilværelse, og er uden ekstra udgift for kommunen.

6. Dokumentation og mål
Vi anvender SMART-mål i vores arbejde, som sikrer, at vores indsats er specifik, målbar, opnåelig, relevant og tidsbestemt. Dokumentationen er tilpasset myndighedens behov, og vi sender som minimum statusrapporter hver 3. måned for at sikre løbende opfølgning og justering af indsatsen.

7. Tilgængelighed og fleksibilitet
Vores støtte er tilgængelig døgnet rundt, hele året, og tilpasses efter borgerens præferencer. Vi tilbyder både fysisk fremmøde, telefonisk støtte og virtuelle samtaler, så borgeren kan få den nødvendige støtte, når og hvor det er mest hensigtsmæssigt.

8. Samarbejde med PotentialeHotellet
For at sikre en helhedsorienteret indsats samarbejder vi tæt med PotentialeHotellet, hvor der døgnet rundt er personale til stede. Dette samarbejde giver ekstra sikkerhed for borgeren, og mulighed for akut hjælp og støtte, hvis det skulle blive nødvendigt.
hjælp
Lad os hjælpe
Vores indsats er baseret på individuelt tilpassede forløb, hvor vi tager udgangspunkt i den enkeltes behov og ressourcer. Støtten tilbydes via serviceloven §85a. Læs mere om hvilken type støtte vi kan tilbyde.